Gennem årene er kravene jeg stiller til en grønlandsk åre steget, men de har også ændret sig en hel del, præcis som kravene til kajakkens egenskaber har. De fleste tænkelige længder, bredder og faconer er afprøvet. De meget smalle grønlandske årer (65-75 mm eksempelvis) har haft deres æra. De er udsøgte i kraftig modvind og giver fornemmelsen af at kunne ro i det uendelige. De er særligt skønne på de første lange klare forårsture hvor formen knap er som da efterårsstormene slap sit tag i bølgerne. Den buede østgrønlandske åretype var et tidligt bekendtskab, lige som aleutiske årer var det. Bortset fra den markante midterrille eller dobbeltrille på nogle af de aleutiske årer, er fornemmelsen lidt den samme som med de ældre lancetformede årer man tidligere brugte mange steder i Grønland. De lange midt- og østcanadiske årer har også fået chancen, men blev aldrig en favorit til de kajaktyper jeg foretrækker. Et fællestræk for alle årerne ar dog, at de alle fungerer til at ro en kajak fremad.

At opretholde kajakkens glid gennem vandet når først den er kommet op i fart, er at sammenlignelige med det 5. gear i en bil - det kræver et relativt lavt energi input. Netop heri ligger det unikke i en kajak, nemlig at man kan ro den i mange timer i træk. De der har prøvet at ro en kajak med hænderne 'håndpadle', har sikkert erfaret, at det går overraskende let i starten og hvis det ikke var fordi det var så vanskeligt at udnytte kroppens større muskelgrupper på den måde, kunne vi sikkert godt opretholde det energiinput det kræves for at holde 4-5 km/t i en almindelig havkajak over længere afstande. Derfor kan årer så smalle som 50-60 mm bredde fint ro en kajak fremad. For at lege lidt med grænserne lavede jeg en 40 mm bred åre og roede en tur. Kadancen var ganske vist høj, men ikke meget højere end kapkajakker på kortbane. Det gik også an at rulle med den, men her gik grænsen så også for dens anvendelighed. Til styre- og støttetag var den nærmest ubrugelig, men alene det, at det kan lade sig gøre at ro en kajak fremad med 4-5 km/t over flere kilometer, fortæller noget om det energi input det kræves for at opretholde kajakkens glid ved almindelig fremadroning. Ligeledes tydeliggjorde det, at der til et alsidigt brug af havkajak, stilles en lang række yderligere krav en blot til fremadroning, og her er begrænsningerne ved så smalle årer.

Neutralstillinger
Ønsker man mere bid (højere gearing) kan en grønlandsk åre uden videre 'udhules' på den ene side, hvorved man skaber et design der nærmer sig en aflang smal wingpagaj. Åren står fint i vandet og man vil ganske givet kunne udnytte de større muskelgrupper en anelse bedre. Man kan også tilføre åren en markeret midterrille på bladene der 'deler' vandet på en bestemt måde, når man ror med åren vinkelret på vandoverfladen. Ved roning med åren vinklet (canted stroke) ændres profilen derimod og midterrillen mister sin betydning. Årer og pagajer med kanter der definere en bestemt gang i vandet kan være udmærket, men det er ikke designfilosofien bag GreenlandPaddle.

Ønsket med GreenlandPaddle er årer der kombinerer og optimerer flest mulige 'neutralstillinger' og således naturligt og afslappet kan indgå i samtlige ror- og styretag og ligeledes er lette at manøvrere under vandet. Årer hvor overgangen fra eksempelvis et almindeligt fremad rotag til et støttetag kræver minimum af energi og overvejelse. For at det fungerer optimelt skal åren beside flere neutralstillinger end blot til fremadrotaget. Åren skal stå let og neutralt i mange forskellige vinkler. Tag f.eks. en wingpagaj og placer den med et løst greb i et stævnror (forror/bow rudder) og du ved hvad der hentydes til. Her er hensynet til en bestemt gang i vandet i fremadrotaget tydeligvis på bekostning af andre facetter. Wingpagajen har én optimeret neutralstilling.
Neutralstillinger gør åren til en naturlig forlængelse af kroppen. Er en åre f.eks. let af sculle med i vandoverfladen (føre i en bevægelse som når man smøre smør på brød eller glasur på en kage) vil åren lette indlæring af bl.a. støttetag og rul. En GreenlandPaddle skal indbyde til leg og udvikling af færdigheder!

Ofte indlæres forskellige ro- og styretag og øvrige kajakteknikker som afgrænsede elementer, men i praksis ligger kunsten i at kombinere disse på en flydende, naturlig og energieffektiv måde. Derfor skal overgangen mellem rotag, styretag, støttetag og rul være ubesværede og naturlige. Kan rotaget eller teknikken ikke udføres med et løst afslappet greb er det værd at overveje hvorfor ikke?

Ofte skelner man alene mellem høje og lave støttetag, men alle tag og teknikker hvor åren er i forbindelse med vandet er i min filosofi en form for støttetag. Alle sender de impulser til hjerne og rygrad og medvirker til balancen og skaber fornemmelse for vandet, kroppens positionering og føling med kajakken. Linedanseren ville måske gå skridtet videre og påstå, at alene det at have åren i hånden er et støttetag...? Den støtte der f.eks. ligger i et almindeligt fremadrotag er ganske betydelig. Det er en af de ting man hurtigt erfarer i en ustabil kajak, f.eks. en kapkajak.

Samtidig med hensynet til neutralstillinger, der i min optik kan optimeres i årer i forskellige længder og bredder, skal åren ikke 'komme til kort' under mere krævende forhold. Den skal være tillidsvækkende i 'stort vand' og have accelerationsevne til at håndtere kraftige brændinger, tidal races og overfalls. Den skal have en grønlandsk åres fantastiske støtte og løft så man får lyst til at eksperimentere i bølger og strømmende vand og give rigelig støtte i surf. Fornemmelsen for bladets placering skal være intuitiv efter kort tids brug - som en naturlig forlængelse af krop og hjerne. Den skal, såfremt man er afspændt i overkroppen og bevarer et løst greb, selv flyde op og ligge sig til rette i vandoverfladen, som om åren selv vil fortælle dig hvornår den er klar til et rul. Træets smukke spil skal gerne have så dyb en glød, at den er synlig på havet over lange afstande og oliebehandlingen sikre et naturligt greb der var varmt og behageligt hele året. Dens udviklingshistorie må gerne være fascinerende og så lang som fra Sibirien til Østgrønland – havde medvirket til at samle folkeslag, sikre mobilitet og overlevelse i Arktis.

En hvilken som helst åre eller pagaj er som nævnt et kompromis. Storfangeren og den lidt smallere Piortoq, er ud fra min filosofi, et optimeret kompromis forfinet i to forskellige 'gearinger'. De fleste finder det uhensigtsmæssigt at medbringe mere end to årer/pagajer i kajakken. Nogle vælger en reserveåre/pagaj der ligner deres primæråre/pagaj, mens andre ønsker forskellige gear og egenskaber til afveksling. Smag og behag.

Myter om grønlandske årer
At kan partou ror med en lav roteknik med en grønlandsk åre er en gammel skrøne der ikke bliver rigtigere af at blive gentaget. Det samme gælder påstanden om, at man vælger årelængde ved at række en arm i vejret. I Arktis har man benyttet årer af forskellig længde (160 cm - 320 cm) og bredde afhængig af kajaktype, brugsområde, fangsttyper, havforhold og traditioner. På samme vis som man ikke vælger langrendsski efter sin højde, gear på cyklen efter omkredsen af sine lår, kaffekop efter bredden af sin mund, vælger man heller ikke årer efter sin højde og armlængde, selvom det i en del tilfælde vil falde fornuftigt ud.
Kajaktype, brugsområde, styrke og endelig personlig præference en nogle af de faktorer der definerer hvilken 'gearing' der er ønskværdig. Der er overordnet set fire faktorer der definerer 'gearingen': (1) årens længde, (2) bredden af bladene, (3) bladets design og (4) roteknikken. F.eks. roning med 'glidende tag' (sliding stroke) eller 'canted stroke'. Personhøjde eller armlængde spiller altså ikke nogen nævneværdig rolle. Hvis en høj langarmet kajakroer skal ro med lange årer skal en høj cykelrytter så også cykle i høje gear?

Historien om manden og soveposen
En mand går ind i en butik der handler med friluftsudstyr og fortæller ekspedienten at han gerne vil se på en sovepose. S’gerne - siger ekspedienten og finder et målebånd frem fra skuffen bag skranken. Hvis du lige løfter armene så skal vi finde den helt rette sovepose til dig - siger ekspedienten. Godt, du måler 118 cm om brystet og 112 cm om maven og dine arme er 68 cm lange. Personer med et højt kropsindex har ikke brug for så varm en sovepose for at kunne holde varmen - fortæller ekspedienten.. Hmm, det lyder jo rigtig nok - tænker manden der er imponeret over at han kan få en sovepose som er helt særligt udvalgt til netop ham. 118+112 divideret med længden af din arm på 68 cm, det er lig med 3,38 cm. Du skal altså have en sovepose der er 3,38 cm tyk - siger ekspedienten og rækker manden en blå sovepose fra hylden. Manden siger tak, betaler for soveposen og rejser hjem til Grønland igen. Efter et par meget kolde nætter i soveposen ringer manden til ekspedienten i udstyrsbutikken og fortæller, at han har frosset så meget, at han nu kun måler 116 cm om brystet og 102 cm om maven. Jeg har regnet lidt på det - siger manden, men kan det virkelig passe at jeg nu skal have en sovepose der kun er 3,2 cm tyk? Rigtige mænd fryser ikke - griner ekspedienten. De bliver bare blå og dør…!

Historien om manden og åren
En mand går ind i en butik der handler med grønlandske årer og fortæller ekspedienten at han er interesseret i en grønlandsk åre. S’gerne - siger ekspedienten og finder en tommestok frem fra skuffen i høvlbænken. Hvis du lige rækker armen i vejret så skal vi finde den helt rette åre til dig - siger ekspedienten. Godt, du er 191 cm høj og du kan gribe om en lodretstående åre på 252 cm. Personer med et højt antropometrisk kropsindex har brug for længere årer - fortæller ekspedienten og giver en lang udredning af antropometriske mål blandt gamle fangere i Kekertukdjuak. Hmm…, det lyder jo interessant nok - tænker manden der er glad for at han har fået en åre på 252 cm(!) som er helt særligt udvalgt og tilpasset til ham…